Mulighed for at vælge præcis den tekst og stemning som passer dig og din bolig bedst.


Tekstforfatteren kontakter dig og spørger indtil din bolig, så de vigtigste ting altid kommer med i teksten. Sammen vælger I derefter imellem de 6 forskellige måder at beskrive boligen på, så køberen får en autentisk og billedskabende oplevelse:

Malende - (”Køkkenet er indrettet med flotte rustikke klinker i jordfarver med rå overflade, som fører tankerne.....”)

Fritidshus med græs på taget og udsigt til Vesterhavets salte bølger

Som en oase i en ørken ligger dette smukke fritidshus og soler sig på toppen af Vesterhavsklitterne. Her er åbne vidder så langt øjet rækker og udsynet bliver kun forstyrret af en surfer, der skærer igennem vandet, og naboens heste, som skridter forbi på den nu efterårstunge sandstrand.

Huset præsenterer sig på mest klassiske vis med sortmalet træværk, græs på taget og et anneks i tilsvarende stil, som er forbundet af en træterrasse, hvor man selv på en efterårsdag som denne kan fornemme sommerens mange hyggelige grillaftener i tilbagelænet selskab, dagtimernes trippen med bare fødder henover den solvarme terrasse, barnlig sommerlatter og den altid tilstedeværende fornemmelse af sand mellem tæerne.

Huset folder sig ud på 67 hyggelige kvadratmeter, indrettet med trælofter og trægulve, som skaber en helt særlig sommerhusstemning. Når du træder ind i gangen, bliver du mødt af to fine værelser, ideelle til køjesenge, samt et tredje værelse med plads til en dobbeltseng og rigelig med skabsplads. I denne ende af huset ligger også badeværelset med separat brus og en vandvarmer stor nok til at du kan nå at skylle shampooen ud af håret inden det varme bad bliver til den kolde dukkert. For enden af gangen åbner huset sig op med loft til kip, fritlagte bjælker og store panoramavinduer mod vandet – en udsigt, som tager pusten fra dig og på et splitsekund får dig til at glemme alt om tidlige morgenmøder på kontoret og problemer med chefen. Når vejret tillader det, kan du skubbe de store skydedøre til side og træde direkte ud på terrassen, som glider videre ud i haven, klitterne og hybenbuskene med de røde frugter med kløpulver. På en efterårsdag som denne, kan I også tænde op i Morsø-brændeovnen, som med sin knitrende ild bringer den prikkende varme tilbage i kinderne.

Et vidunderligt fritidshus i særklasse, som med sjæl og charme bringer dig til en verden, hvor du udelukkende skal forholde dig til Vestenvindens drilske luner og solen, som forsvinder ned i horisonten.

Faktuel - (”Boligarealet er 97 kvadratmeter, huset er bygget i 1945 og.....”) 

Moderne bylejlighed i Ørestaden – en af Københavns, grønne forstæder

Denne lyse og indbydende lejlighed fra 2007 ligger midt i Københavns nye, grønne forhave, Ørestad. Bydelen byder på mange spændende arkitektoniske oplevelser, heriblandt de prisvindende bygningsværker VM-Bjerget og 8tallet af arkitekt Bjarne Ingels. Dag for dag tager bydelen yderligere form og byder allerede nu på en smuk, nyanlagt golfbane, baner til parkour, beachvolley og basketball, tilbud om café, bibliotek, fitnesscenter, spisesteder og dagligvarebutikker både i og udenfor det store indkøbscenter Fields, som ligger lige præcis 745 meter væk fra hoveddøren. Området byder også ind med daginstitution, skoler og det efterspurgte Ørestad Gymnasium, og som en livline til omverdenen ligger tre Metrostationer som perler på en snor.

Lejlighedens 104 kvadratmeter er fordelt med tre gode værelser. Alle værelser har skabsplads og lysindfald fra henholdsvis øst og vest. Badeværelset med gulvvarme er lyst og enkelt med bruseniche, vaskesøjle og brede skuffer under vasken, som er monteret i en sort granitbordplade. Entreen munder ud i et køkken-alrum på næsten 38 kvadratmeter med åbent køkken med skuffer og overskabe fra HTH, corianbordplade, amerikanerkøleskab med Nofrost afrimningssystem samt centralstøvsuger til at tage brødkrummerne. I stuen med loft til kip er der rigelig plads til at indrette sig med spisebord og tre trin ned til sofahjørnet, mens den mere end tre meter brede østvendte altan nærmest inviterer til at nyde dagens første kop kaffe i morgensolen.

Den gennemgående indretning af lejligheden er moderne, hvidt i hvidt og med gulve belagt med stavparket i ask. Lige nedenfor ejendommen ligger Ørestad Bypark, en offentlig park fra 2008, som er anlagt omkring otte ”haveøer” med hver sit kendetegn af aktiviteter og ophold.

En sjældent udbudt 4-værelses lejlighed - ideel til børnefamilier eller to, der gerne vil blive til flere.

Humoristisk - (”Fra den store altan kan du vinke til pøbelen på torvet…”)

Kongelig lejlighed i Kongens Lyngby

Gedvad 41 i Kongens Lyngby er ifølge mange trendsettere en herlig kombination af Skagen og Cannes. Derfor skal De være hurtigt ude, hvis De skal sikre Dem de 42 m2 her i Kongens Lyngby. Først skal De dog lige læse denne beskrivelse.

Lejligheden ligger i et lækkert rækkehus i et roligt kvarter, hvor den nærmeste Irma er lige om hjørnet. Det samme gælder grønne områder og gode naboer.

Fra entréen kan gæsterne bevæge sig mod stuen, hvor skråvæggene giver et hyggeligt og intimt rum. Her kan I nyde den 5-stjernede menu, som De selv eller privatkokken har kreeret i det nydelige køkken. Lejligheden byder også på et mindre værelse, hvor kongen og dronningen kan nyde deres skønhedssøvn. Er der en lille prins eller prinsesse med i familien, kan de selvfølgelig også få deres helt egne gemakker i ejendommen. Efter skønhedssøvnen kan herskabet nyde et ophold i ejendommens badeområde, som fremstår i gode materialer med både bad og toilet.

Fra lejligheden er der adgang til en mindre park med tilhørende gyngestativ og planter. Her kan familien nyde roen uden at blive forstyrret af pøblen. Skulle ejerne ønske at komme til hovedstaden, er der nem adgang til offentlig transport i tilfælde af, at herskabets Rolls Royce er ukampdygtig.   

Ønsker De en fremvisning, står vi til Deres rådighed.

En spade for en spade - (”Huset kalder på en totalrenovering, og der er rotter på loftet.”) 

Nedrivningsmodent hus

 Blot få hundrede meter fra Hærvejen i Rødekro finder vi dette gamle faldefærdige hus. Hærvejen er en af de mest populære og gennemførte vandreruter og bugter sig igennem den jyske højderyg med stop ved historiske milepæle. Rødekro er en gammel stationsby, ligger tæt ved E45 og giver mulighed for fire skoler, hvoraf den ene er tysksproget.

 Huset trænger til en absolut kærlig hånd – eller et trykluftsbor. Det blev bygget i 1964 og siden da er der ikke sket nævneværdige forbedringer. Køkkenet er originalt, dog med nyere hvidevarer, og det samme gør sig gældende i badeværelset, som bærer de karakteristiske 60’er-fliser i brune, grønne og orange nuancer. Det vil også være en rigtig god ide at kigge på de elektriske installationer, som er trukket med gamle stofledninger, og derfor anbefales at blive udskiftet. I kælderen slår betongulvet revner på grund af slagger i undergrunden og i toppen af huset er undertaget under det ellers så glimrende eternittag utæt.

Når alt dette så er sagt, er det også på sin plads at fremhæve, at der findes rigtig mange gode muligheder for at gøre denne bolig til noget særligt. Enten ved at rive den ned og bygge helt nyt – eller ved at bevare fundamentet og ydervæggene og måske endda bygge yderligere opad, når taget nu alligevel skal skiftes.

Et renoverings(nedrivnings)modent hus med masser af potentiale og en beliggenhed med frit udsyn til åbne vidder, spændende landskab og alle byens faciliteter – ideelt til såvel børnefamilien som parret, hvor ungerne er fløjet fra reden og I har masser at tid på hænderne. Måske endda til et byggeprojekt?

Iscenesættende - (”Her kan hele familien nyde en lækker bøf, mens snakken går om sommerens ferie til.....”)

 Flot lejlighed på fjerde sal på indre Nørrebro – masser af sjæl og charme

Denne hyggelige lejlighed ligger i Ravnsborggade, en charmerende handelsgade på Nørrebro. Når du svinger cyklen ned ad gaden, bliver du således mødt af den ene marskandiser efter den anden, som lokker med flotte glasvaser, arkitekttegnede spisestuestole, store industrilamper og bestik til 12 personer. De kender deres priser, men hvis du kigger marskandiseren lige ind i øjnene og smiler rigtig pænt, kan det være, at du alligevel ender med at give håndslag på en god forretning. Ravnsborggade er en sidegade til Nørrebrogade og ligger en spytklat fra Sortedams Sø og centrum af København.

Når du har forceret trapperne til fjerde sal, træder du ind i entreen, som har adgang til alle lejlighedens 87 kvadratmeter. På din venstre hånd ligger et klassisk københavnerbadeværelse, mens de to værelser på højre hånd ligger roligt ud mod gården, så du som forælder kan sætte dig på sengekanten, læse ”Palle alene i verden” og stryge barnet over kinden, mens øjnene glider i – helt uden forstyrrende elementer fra gaden. For enden af entreen folder husets bankende hjerte sig ud, nemlig det store køkken-alrum, som giver anledning til mange gode timer. Her kan børnene lave lektier ved spisebordet eller de voksne kan vende dagens oplevelser over et glas vin, mens aftensmaden tilberedes. Det er også her, der serveres velkomstdrinks for gæsterne på en festlig fredag aften, som starter med en middag med lammekølle og myntepesto inden I smutter 100 meter ned ad gaden til Nørrebros Teater, hvor I lader jeg glide ned i de bløde, røde plyssæder for at lade jer underholde i et par timer. Når scenetæppet går ned og lyset går op, kan I småsludrende drysse tilbage til lejligheden for at indtage desserten tilsat kaffe og cognac og nyde udsigten over byens tage fra stuens lille altan.

En skøn lejlighed i tiptop-stand med alle muligheder for at nyde det gode liv midt i storbyen.

Guidet tur med den potentielle køber i hånden - (”Fra entréen bevæger du dig ind i stuen..…”)

Dejligt byhus i to plan med idyl i gårdhaven

På en stille vej i Rødding, som ligger nær Spøttrup, får I nu en rundtur i dette yndige byhus i to plan, som er sat nænsomt i stand i kvalitetssikre materialer. Set fra gadeplan er boligen pudset op i en fin, lys nuance med mørke teglsten og hvide karme. Fra bagsiden oplever I, at huset er gjort i røde sten, der munder ud i en idyllisk, privat, flisebelagt og solrig gårdhave med et lille fuglebo og grønne bede.

Når vi åbner hoveddøren for jer, møder I to etager med en flot kombination af blandt andet lyse plankegulve, hvide vægge og lofter, en rå, pudset murstensvæg og blotlagte træbjælker i overetagen.

Vi starter i stueplan, der giver jer et lækkert køkkenalrum, som glider ud i en stor, åben stue, og derudover får I et værelse, et bryggers og et badeværelse med brus. Køkkenet står virkelig fint med god skabsplads – alt sammensat af lyst træ, hvide elementer og stålbørstede detaljer i både greb og komfur. Badeværelset er ligeledes kombineret i hvidt og træ med lyse klinker på gulv og vægge og en bruseniche afskærmet af glas, så I ikke får våde fødder - hverken på vores rundtur her eller når I flytter ind. Fra køkkenalrummet fører en bedårende trappe udført i træ med hvidt gelænder op på førstesalen. Her får I 50 m2 stue og et værelse med charmerende skråvægge og højt til loftet.

Denne skønne villa i Rødding tiltrækker uden tvivl liebhavere, og uanset om I er familie eller seniorer med kvalitetssans, vil I få en god oplevelse. I skal også nok finde jer til rette i Rødding, som er et åbent og imødekommende samfund. Boligen ligger midt i byen. Hvis I har børn, kan de gå til Rødding Skole om morgenen, slagtermesteren er mindre end 150 meter derfra og Spøttrup Kro kan huse mange gode stunder. Kun cirka 2 km. fra ejendommen kan I dyppe tæerne ved en herlig badestrand og gå på opdagelse i en af Danmarks bedst bevarede middelalderborge, Spøttrup Borg.

Tak for turen.