Langager 5, Over Draaby, 3630 Jægerspris

Moderne kvalitetsvilla i den mest familievenlige kulisse!

Det er de helt store smil, der skal findes frem, for der er i den grad noget at fejre, når I nu står med nøglerne i hånden til Langager 5; stedet, hvor børnene skal vokse op, og hvor familielivet kan få lov at slå rødder!

Det bliver den nemmeste sag for børnefamilien at føle sig hjemme i de dejlige rammer af den fuldmurede etplansvilla, der har haft hjemme her på det lukkede vænge siden 2007. Villaen ligger i den mest familievenlige kulisse, for I flytter ind på en nyere udstykning, hvor naboskabet blomstrer; her er legekammerater nok til børnene, og store som små kan mødes, når der flere gange om året holdes alt fra sommer- til halloweenfester.

I vil altså straks falde til på det hyggelige vænge, hvor I også får skov, vand og frisk luft som nye naboer, og ikke nok med det, for hver morgen kan cykelstien følge børnene den korte vej til skole, og I har ikke meget længere til hverken daginstitutioner eller indkøb. Kan I se det for jer? Med denne adresse vil I slet ikke vide, hvad I skal gøre med al den fritid, I pludselig har til rådighed, for det bliver en snild sag at få hverdagens kabale til at gå op.

De gode oplevelser står også i kø hjemme i nr. 5, og en el-port i dobbelt bredde åbner op til den første ud af mange, nemlig den store, flotte garage, som gør det allerede store smil endnu større hos såvel bilentusiasten som gør-det-selv-typen. Der kan nemlig blive plads til både familiens køretøj og til et værksted, der vil få hobbylivet til at spire. Herfra er der direkte adgang til bryggerset, og denne detalje tager jer tørskoede indenfor, når det regner udenfor. Garagen er desuden opgraderet med gulvvarme, og det er en ting, der går igen overalt i huset.

Villaens fuldmurede ydre rummer en verden af moderne komfort, så gulvvarme komplementeres af alt fra centralstøvsuger til IHC-styringssystem - der er altså tænkt over hver en detalje. Det samme kan siges om indretningen, for der er en tydelig rød tråd gennem hele huset, hvor eksempelvis granit er et kvalitetsmateriale, der pryder både bordplader og gulve.

Det er nogle pæne, lyse og indbydende rum, der møder jer alle vegne, og børnene kan slå sten-saks-papir mellem de tre oplagte børneværelser - måske der også kan blive plads til et kontor? Som forældre er I til gengæld sikret jeres helt egen afdeling, og her kan soveværelset prale af sit eget badeværelse, som udgør et ud af husets to nydelige badeværelser. Denne planløsning lader nemlig intet tilbage at ønske.

Derfor skal I selvfølgelig heller ikke snydes for de store, åbne opholdsrum, som ofte står allerøverst på børnefamiliernes ønskelister; her får I et dejligt køkken-alrum med plads til hverdagslivets hyggestunder, og til slut er det stuen, der med loft til kip og lys fra oven sætter prikken over i’et. Herfra kan I også slå terrassedørene op til udelivet, hvor den solrige fliseterrasse bliver sommerens faste base.

Velkommen hjem til Langager 5.