Smørum Bygade 17A, 2765 Smørum

FAMILIEVENLIG ETPLANSVILLA I FORTRYLLENDE OMGIVELSER

Så snart I drejer ind foran villaen, mærker I roen sænke sig. I er ankommet til Smørum Bygade 17A, og her venter en rolig og tryg hverdag blandt skøn natur såvel som et rigt dyreliv – vil I med indenfor på en fremvisning?

Ejendommen har prydet adressen siden 1968, og den er løbende istandsat og renoveret; her kan vi eksempelvis fremhæve, at der mellem 2013 og 2014 er blevet lagt nyt tag, efterisoleret og indsat støjreducerende vinduer. Samtidig får I glæde af det stilrene kvalitetskøkken fra Kvik fra 2018, som giver jer perfekte rammer om madlavningen; ja, kvaliteterne står i kø for at melde sig på banen.

Huset ligger på en lukket grund, der tæller 700 kvadratmeter, og den er vinklet ideelt med sol fra morgen til aften. På grunden har I både indkørsel til bilparkering og et stort, isoleret skur, der både kan fungere som værksted og til opbevaring af havemøbler i vintermånederne. Dertil kommer den fine, grønne beplantning, der kræver minimal pasning, samt den store, vestvendte terrasse – her kan I slappe af i private rammer under åben himmel. Og det er ikke helt ualmindeligt, at I får besøg af fasaner i haven – lyder det ikke hyggeligt?

Boligen fordeler sig over 115 kvadratmeter, og den kan både skrive veldisponeret, lysfyldt og indflytningsklar på sit CV. Stilen er klassisk og tidsløs, og selvom hjemmet praktisk talt er komplet indflytningsklart, er der også mulighed for at sætte sit eget præg. I kan eksempelvis renovere bryggerset og badeværelset, ligesom der er mulighed for at åbne op mellem køkkenet og stuen og på den måde skabe ét stort opholdsrum. Lige nu ligger det funktionelle og stilrene Kvik-køkken separeret fra stuen, og de grebsfrie skabselementer har integrerede hårde hvidevarer. En stor og lysfyldt stue ligger ved siden af med gode indretningsmuligheder og direkte udgang til terrassen, og boligen fordeler sig samtidig med tre gode og regulære værelser, der alle har skabsplads. Planløsningen fuldendes med et stort enté/gangareal, et praktisk bryggers og et rummeligt badeværelse.

I kommer til at bo i fantastiske omgivelser; her er højt til himlen og masser af albuerum. I byen har I både et hyggeligt gadekær såvel som gode naboer, og der bliver afholdt mange årlige arrangementer for både store og små. Det her er virkelig et dejligt sted at slå sig ned, og I kan endda glæde jer over, at der kun er 1 kilometer ind til Smørum. Her har I både skole, daginstitutioner og sportsfaciliteter, og dertil kommer Smørum Centret, som huser alt fra apotek til specialforretninger og handlemuligheder. Med denne adresse kan I desuden nemt koble jer på motorvejsnettet, der hurtigt tager jer til bl.a. København og Roskilde.