Tinghøjvej 42, 8. 1., 2860 Søborg

SINGLE- ELLER STUDIELEJLIGHED DELUXE MED FED UDSIGT OVER BYBILLEDET

I grænselandet mellem downtown Buddinge, Gladsaxe og Søborg befinder man sig i hjertet af det nordlige København; et spændende kvarter, som er populært blandt både børnefamilier, par og unge, som gerne vil bo et kort smut udenfor storbyen og derved udvide sit repertoire.

Dette område spiller nemlig virkelig med musklerne, hvad angår smuk natur i nærheden: moser, søer, parker, enge. Og selvfølgelig det helt lokale byliv lige foran næsen af dig; Buddinge Centret er nemlig så godt som din nabo, så du altid kan smutte ned efter en liter mælk til din kaffe i supermarkedet, en næsespray til forkølelsen i apoteket eller ned til cykelmekanikeren, hvis kæden skal smøres.

Denne lejlighed befinder sig en betonblok af dimensioner, som ville gøre 60'ernes arkitekter grønne af misundelse. En anden ting, som vækker stor misundelse, er den fede beliggenhed højt på 8. etage, hvorfra du som en anden luftkaptajn kan skue udover det fantastiske område. Udsigten er overvældende og flot varieret af høje, grønne trækroner, forskellige bygninger og de snoede vejnet, der får det hele til at minde om en LEGO-by, som du kan følge med i fra din egen store altan.

Lejligheden er en god toværelses, som kan danne rammen om den perfekte single- eller studielejlighed "deluxe" grundet den spektakulære udsigt fra 8. sal. Planløsningen er desuden rigtig god og giver mulighed for at leje et værelse ud, hvis man skulle ønske at dele boligen for en periode, men ellers er den helt perfekt bare til dig eller måske til romantisk tosomhed lige under stjernerne.

Når du kan løsrive dig fra udsigten ude på svalegangen, er det tid til at træde ind i den indbydende entré, som er godt indrettet med garderobeløsning, hvilket inkluderer bøjlestang samt sko/hattehylde og indbygningsskabe, hvor støvsugeren og gulvmoppen meget praktisk kan få plads. Videre kommer man til en gang, der giver adgang til boligens badeværelse, køkken, værelse og stue. Køkken er udført i simple, lyse materialer og har endvidere plads til en hyggelige lille spisekrog, så hver en kvadratmeter er udnyttet til fulde.

Badeværelset består af klassiske materialer, herunder terrazzo og hvide fliser, som er bygget op omkring et lækkert badekar med væghængt brus, så man selv kan vælge mellem en afslappende "spadag" med bobler, musik og duftlys eller en hurtig skyller under bruseren i den travle morgenstund. Boligens soveværelse byder på formiddagssol og faste skabe for enden af væggen, mens stuen er tilpas stor til både sofagruppen og spisebordet, ligesom man her får udgang til lejlighedens "ekstra rum" i form af den vestvendte altan!

Voila! Velkommen hjem.

Nyeste

Ingen ejendomme passede til dine søgekriterier.